På hjørnet af Istedgade og Gasværksvej på Vesterbro udfører FORMAT Entreprise genopbygningen af en fredet ejendom fra 1858-59 efter en omfattende tagbrand. Hovedentreprisen omfatter retablering af tagkonstruktion, renovering af vinduer, skorstene, bindingsværk og de berørte boliger, mens væsentlige dele af den oprindelige konstruktion skal bevares. FORMAT udfører selv tømrer- og blikkenslagerarbejdet og koordinerer de øvrige fag, så ejendommen retableres som en sammenhængende helhed i overensstemmelse med traditionelle håndværksprincipper og de specifikke fredningskrav.
Projekt-snapshot
Opgaven
Gasværksvej 25-27 er opført i 1859 som Skomagersvendebroderskabets Stiftelse og er en fredet ejendom med væsentlig kulturhistorisk værdi. Efter en omfattende tagbrand skal de brandramte dele rekonstrueres, mens intakte konstruktioner bevares og integreres i genopbygningen. Fredningen fra 1992 omfatter blandt andet tagets form med tegl, kviste og skorstene, bygningens traditionelle materialer samt centrale dele af den indvendige plan og aptering, hvilket stiller skærpede krav til projektets udførelse.
FORMAT udfører tømrer- og blikkenslagerarbejdet og varetager som hovedentreprenør koordineringen af murer-, ventilation-, el- og VVS-arbejder. Tagkonstruktionen genopbygges efter traditionelle håndværksprincipper og Slots- og Kulturstyrelsens krav. Nye spær, veksler, stikspær og skalke fremstilles på FORMATs værksted i Slagelse og tilpasses på stedet. Samlinger udføres blandt andet med franske låse, skrå tapper, trænagler og egetræskiler. De nye skalke genskaber tagfodens oprindelige svaj, mens skorstensstolene både understøtter murværket og fungerer som veksler.
Opgaven omfatter desuden rekonstruktion af kviste, bindingsværk, undertag, lægter og tegltag samt gennemgribende istandsættelse af de berørte indvendige arealer med blandt andet gulve, bindingsværk, murede tavl, puds, køkkener, badeværelser og installationer. Moderne funktionalitet integreres med respekt for bygningens oprindelige konstruktioner, materialer og arkitektoniske udtryk.
Projektet gennemføres for Københavns Ejendomme med Rambøll og H+ som rådgivere og i tæt dialog med Slots- og Kulturstyrelsen og kræver en dygtig og faglig projektstyring. Målet er at genoprette og langtidssikre den fredede ejendom med størst mulig bevaring af den eksisterende substans.
Resultat
Når hovedentreprisen afleveres, har Københavns Kommune bevaret en fredet ejendom som et brugbart aktiv i sin ejendomsportefølje. Ejendommens 11 boliger kan tages i brug, mens den oprindelige bygningssubstans er bevaret dér, hvor konstruktionen fortsat kan fungere. Den selektive genopbygning begrænser udskiftningen til de brandskadede dele og reducerer dermed behovet for nye materialer.
Gasværksvej 25-27 viser FORMATs kapacitet til at lede komplekse restaureringsopgaver, hvor myndighedskrav, specialiseret håndværk og ejendommens fremtidige anvendelse skal forenes i en gennemførlig løsning. Resultatet ses som et historisk, fredet hjørne i Vesterbros gadebillede, der nu igen kan bevare i sin arkitektoniske helhed.
Nøgletal
Stilladstid: 33 uger
Sikkerhedshændelser: 0
Afleveret: Forventet aflevering slut 2026
Forventet levetid på materialet: 100+ år
Metode & koordinering
Opgaven inkluderede en tæt afhængighed mellem tagkonstruktion, skorstene, bindingsværk og boliger. FORMAT havde ansvaret for at samle udførelsen og udfører selv de to fag, der mødes i tagets kritiske overgange: tømrer- og blikkenslagerarbejdet.
Som hovedentreprenør har vi koordineret murer-, el-, ventilation- og VVS-arbejderne og sikret, at bindingsværkets murede tavl og skorstene blev repareret i den teknisk korrekte rækkefølge i takt med tømrerarbejdet. Bygherre og rådgivere har dermed haft én ansvarlig entreprenør for grænsefladerne, hvilket har minimeret risici og sikret en effektiv fremdrift fra brandskade til færdig retablering.
Håndværk & detaljer
For at sikre absolut præcision og minimere monteringstiden på byggepladsen blev de nye spær, veksler, stikspær og skalke der er skåret og fremstillet på vores værksted i Slagelse. På stedet blev det nye tømmer indpasset direkte i den eksisterende konstruktion via historiske samlinger som franske låse, skrå tapper og trænagler. De nye skalke har ført tagfoden tilbage i det oprindelige svaj, mens specialfremstillede skorstensstole understøtter murværket og fungerer som stærke udvekslinger for de tilstødende spær.